Mor og barn (Ibsens "I Billedgalleriet")

Morsdagsinnlegg på Facebook

Den spanske maler Bartolomé Esteban Murillo (1618-1682) spiller en sentral rolle både i Wergelands «Jan van Huysums Blomsterstykke» og i Ibsens «I Billedgalleriet». I sistnevnte dikt skildres en stagnert malerinne som sitter i stum beundring og kopierer Murillos «Madonna og barnet» (Sempergalleriet i Dresden). Malerinnen har livs- og dødsangst og lengter tilbake til barndommens paradis (les mors fang). Hun blir observert av jegpersonen, en dikter (les dikteren og dilettantmaleren Ibsen). Ibsens dikt er utvilsomt skrevet i dialog med Wergelands dikt (det er seks blomsterstykker av Jan Davidsz de Heem, Jan van Huysums forbilde, i Sempergalleriet).

«Blomsterstykket» er en hyllest til kunstens – ikke minst kunstnerens – betydning, mens Ibsens galleridikt er breddfullt av satire på kunstnerens bekostning, like inntil to av de siste strofene. Her omtaler jegpersonen den siste blomst som står igjen, forvillet og forlatt.

«Og Blomsten er de ængstelige Tanker,

der vugger Sindet mellem Frygt og Haab,

og vækker Tvivl og Tro paa Kaldets Daab.

Den slynger sig omkring min golde Sjæl,

Saa kærligt som de foraarsfriske Ranker

Paa Sydens Vinbjerg om en rodløs Pæl.»

«en rodløs Pæl»: korset på Golgata.