Kommentarer til Den politiske Kandstøber XIII
I den tradisjonelle russiske husholdning, formodentlig bondehusholdning, er tukt et grunnleggende prinsipp, jfr. forrige innlegg om Holbergs omtale av de tradisjonsbundne russiske konene som ønsker å bli tuktet legemlig av mannen. I utgangspunktet betyr "tukt" oppdragelse, men har også betydningen legemlig avstraffelse. Tukt spiller en viktig rolle innenfor kristendommen; i Gal 3,24 står følgende "Saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen." / "Also ist das Gesetz vnser Zuchtmeister gewesen auff Christum, / das wir durch den glauben gerecht würden." (Lutherbibel). Herrens tukt og ris er sentrale begreper i Bibelen.
Scene 2, annen akt innledes med at Hermans kone etterlyser husbondens "Indseende" med folkene; dersom ikke mesteren har overoppsyn med arbeidsfolkene, sluntrer de unna, og kannestøperiet mister kunder. Her er det snakk om forsømmelse på to plan; mesteren forsømmer sin oppgave som overordnet og svennene eller drengene arbeidet.
Den som tar på seg ansvaret for tukten, er konen, som egentlig skulle være underordnet mannen. Sannsynligvis gjelder dette i flere av byens husholdninger, for Frantz Knivsmed uttaler at kvinnfolkene har for mye makt i Hamborg, noe Gert Buntmager sier seg enig i. Dette kan vel forklares med at mennene sitter på vertshuset og drikker midt i arbeidstiden. Når Geske senere skjønner at hun er blitt fru Bormester, forvandles hun imidlertid raskt til mannens undergivne og glir lydig inn i rollen som fornem etter hans anvisninger.
Geske som fru Bormester.
Men foreløpig er det Geske som er tuktemester, som fremholder mannens forsømmelse overfor husstanden. Da Herman ber verten by konen først på øl, siden på brennevin, gir hun ektemannen en ørefik. Både utskjellingen og ørefikenen er uhørt oppførsel av en kone og burde påkalle ektemannens straff. Mester Herman sier da også at han for en to-tre år siden ville ha smurt konens rygg for sådanne ord, men etter å ha lest i en politisk bok har han begynt å forakte en slik oppførsel, og han resonnerer som følger:
"Qvi nescit simulare, nescit regnare siger en gammel Politicus, som ingen Giæck var; jeg troer hand heedte Agrippa eller Albertus Magnus; thi det er Fundament til alle Politik i Verden, thi de hvo der icke kand taale at høre et ondt Ord af en hidsig og gall Koene, duer icke til nogen høy Bestilling; Kaaldsindighed er den allerstørste Dyd, og den Ædelsteen, som meest pryder Regenter og Øvrighed. Derfor holder jeg for, at ingen burdte komme her i Staden at sidde udi Raadet, førend hand hafde giort Prøver paa sin Kaaldsindighed, og ladet see, at hand baade kunde tage imod Skielsord, Hug og Ørefigen."
I denne replikken er Pauli ord om den verdslige øvrighet satt på hodet.
"DER BRIEF DES PAULUS AN DIE RÖMER
Das Verhältnis zur staatlichen Gewalt
131 Jedermann sei untertan der Obrigkeit, die Gewalt über ihn hat. Denn es ist keine Obrigkeit außer von Gott; wo aber Obrigkeit ist, ist sie von Gott angeordnet. 2 Darum: Wer sich der Obrigkeit widersetzt, der widerstrebt Gottes Anordnung; die ihr aber widerstreben, werden ihr Urteil empfangen. 3 Denn die Gewalt haben, muss man nicht fürchten wegen guter, sondern wegen böser Werke. Willst du dich aber nicht fürchten vor der Obrigkeit, so tue Gutes, dann wirst du Lob von ihr erhalten. 4 Denn sie ist Gottes Dienerin, dir zugut. Tust du aber Böses, so fürchte dich; denn sie trägt das Schwert nicht umsonst. Sie ist Gottes Dienerin und vollzieht die Strafe an dem, der Böses tut.5 Darum ist es notwendig, sich unterzuordnen, nicht allein um der Strafe, sondern auch um des Gewissens willen. 6 Deshalb zahlt ihr ja auch Steuer; denn sie sind Gottes Diener, auf diesen Dienst beständig bedacht. 7 So gebt nun jedem, was ihr schuldig seid: Steuer, dem die Steuer gebührt; Zoll, dem der Zoll gebührt; Furcht, dem die Furcht gebührt; Ehre, dem die Ehre gebührt." (Lutherbibel)
Paulus (Rembrandt).
Scene 2, annen akt innledes med at Hermans kone etterlyser husbondens "Indseende" med folkene; dersom ikke mesteren har overoppsyn med arbeidsfolkene, sluntrer de unna, og kannestøperiet mister kunder. Her er det snakk om forsømmelse på to plan; mesteren forsømmer sin oppgave som overordnet og svennene eller drengene arbeidet.
Den som tar på seg ansvaret for tukten, er konen, som egentlig skulle være underordnet mannen. Sannsynligvis gjelder dette i flere av byens husholdninger, for Frantz Knivsmed uttaler at kvinnfolkene har for mye makt i Hamborg, noe Gert Buntmager sier seg enig i. Dette kan vel forklares med at mennene sitter på vertshuset og drikker midt i arbeidstiden. Når Geske senere skjønner at hun er blitt fru Bormester, forvandles hun imidlertid raskt til mannens undergivne og glir lydig inn i rollen som fornem etter hans anvisninger.
Geske som fru Bormester.
Men foreløpig er det Geske som er tuktemester, som fremholder mannens forsømmelse overfor husstanden. Da Herman ber verten by konen først på øl, siden på brennevin, gir hun ektemannen en ørefik. Både utskjellingen og ørefikenen er uhørt oppførsel av en kone og burde påkalle ektemannens straff. Mester Herman sier da også at han for en to-tre år siden ville ha smurt konens rygg for sådanne ord, men etter å ha lest i en politisk bok har han begynt å forakte en slik oppførsel, og han resonnerer som følger:
"Qvi nescit simulare, nescit regnare siger en gammel Politicus, som ingen Giæck var; jeg troer hand heedte Agrippa eller Albertus Magnus; thi det er Fundament til alle Politik i Verden, thi de hvo der icke kand taale at høre et ondt Ord af en hidsig og gall Koene, duer icke til nogen høy Bestilling; Kaaldsindighed er den allerstørste Dyd, og den Ædelsteen, som meest pryder Regenter og Øvrighed. Derfor holder jeg for, at ingen burdte komme her i Staden at sidde udi Raadet, førend hand hafde giort Prøver paa sin Kaaldsindighed, og ladet see, at hand baade kunde tage imod Skielsord, Hug og Ørefigen."
I denne replikken er Pauli ord om den verdslige øvrighet satt på hodet.
"DER BRIEF DES PAULUS AN DIE RÖMER
Das Verhältnis zur staatlichen Gewalt
131 Jedermann sei untertan der Obrigkeit, die Gewalt über ihn hat. Denn es ist keine Obrigkeit außer von Gott; wo aber Obrigkeit ist, ist sie von Gott angeordnet. 2 Darum: Wer sich der Obrigkeit widersetzt, der widerstrebt Gottes Anordnung; die ihr aber widerstreben, werden ihr Urteil empfangen. 3 Denn die Gewalt haben, muss man nicht fürchten wegen guter, sondern wegen böser Werke. Willst du dich aber nicht fürchten vor der Obrigkeit, so tue Gutes, dann wirst du Lob von ihr erhalten. 4 Denn sie ist Gottes Dienerin, dir zugut. Tust du aber Böses, so fürchte dich; denn sie trägt das Schwert nicht umsonst. Sie ist Gottes Dienerin und vollzieht die Strafe an dem, der Böses tut.5 Darum ist es notwendig, sich unterzuordnen, nicht allein um der Strafe, sondern auch um des Gewissens willen. 6 Deshalb zahlt ihr ja auch Steuer; denn sie sind Gottes Diener, auf diesen Dienst beständig bedacht. 7 So gebt nun jedem, was ihr schuldig seid: Steuer, dem die Steuer gebührt; Zoll, dem der Zoll gebührt; Furcht, dem die Furcht gebührt; Ehre, dem die Ehre gebührt." (Lutherbibel)
Paulus (Rembrandt).
I Luthers lille katekisme som i flere hundre år var av grunnleggende betydning for oppdragelsen - tukten - av barna, gjentas Pauli ord: "Jedermann sei untertan der Obrigkeit (...) der Böses tut."
Videre angis de forskjellige menneskelige forhold som impliserer en over-/underordning: et lands øvrighet og folk; en gift mann og en kvinne; foreldre og barn, husbonde/husfrue og tjenere/arbeidsfolk og de eldre og ungdommen.
Det latinske sitatet - "den som ikke kan forstille seg, kan ikke herske" - kan ifølge Ludvig Holbergs skrifter knyttes til Machiavellis Il Principe. Riktignok finnes ikke aforismen i dette verket, men "kan imidlertid ses som en maksime, et grundprincip, i værket, der betragtes som en lærebog i politisk forstillelseskunst. Machiavelli er fortaler for en yderst kontroversiel, magtorienteret holdning til politik, hvor statens interesser bliver sat over alt andet, og hvor hensigten helliger midlet."
Hos en komedieforfatter der navneforvekslingene sitter løst, er det verdt å merke seg at både Agrippa og Albertus Magnus kan gi assosiasjoner til flere kjente historiske personer. Den slett orienterte kannestøperen kan antas å være kjent med den store romerske general og statsmann Marcus Vipsanius Agrippa 63 f.Kr. - 12 f.Kr.), nær venn av Octavian (senere keiser Augustus). Samtidig gir Agrippa assosiasjoner til Agrippa av Nettesheim (1486-1535). Albertus Magnus kan i mester Hermanns munn være en forveksling med Alexander Magnus, men navnet er identisk med den tyske teologen og filosofen Albertus Magnus (ca. 1200-1280). Dette kan forstås slik at mester Herman ønsker å angi to berømte statsmenn og generaler som forfatter(e) av den politiske boken, men Holberg / Hans Mikkelsen overstyrer rollekarakteren og lar ham, undertekstlig, henvise til to filosofer med interesse for det okkulte, som begge har vært sentrale for den nyplatonske bevegelse. Holberg henviser flere ganger til de to filosofene i sine skrifter, hvor deres befatning med det okkulte er vektlagt.
Illustrasjon fra Agrippa von Nettesheim, De occulta philosophia (1533).
Videre angis de forskjellige menneskelige forhold som impliserer en over-/underordning: et lands øvrighet og folk; en gift mann og en kvinne; foreldre og barn, husbonde/husfrue og tjenere/arbeidsfolk og de eldre og ungdommen.
Det latinske sitatet - "den som ikke kan forstille seg, kan ikke herske" - kan ifølge Ludvig Holbergs skrifter knyttes til Machiavellis Il Principe. Riktignok finnes ikke aforismen i dette verket, men "kan imidlertid ses som en maksime, et grundprincip, i værket, der betragtes som en lærebog i politisk forstillelseskunst. Machiavelli er fortaler for en yderst kontroversiel, magtorienteret holdning til politik, hvor statens interesser bliver sat over alt andet, og hvor hensigten helliger midlet."
Hos en komedieforfatter der navneforvekslingene sitter løst, er det verdt å merke seg at både Agrippa og Albertus Magnus kan gi assosiasjoner til flere kjente historiske personer. Den slett orienterte kannestøperen kan antas å være kjent med den store romerske general og statsmann Marcus Vipsanius Agrippa 63 f.Kr. - 12 f.Kr.), nær venn av Octavian (senere keiser Augustus). Samtidig gir Agrippa assosiasjoner til Agrippa av Nettesheim (1486-1535). Albertus Magnus kan i mester Hermanns munn være en forveksling med Alexander Magnus, men navnet er identisk med den tyske teologen og filosofen Albertus Magnus (ca. 1200-1280). Dette kan forstås slik at mester Herman ønsker å angi to berømte statsmenn og generaler som forfatter(e) av den politiske boken, men Holberg / Hans Mikkelsen overstyrer rollekarakteren og lar ham, undertekstlig, henvise til to filosofer med interesse for det okkulte, som begge har vært sentrale for den nyplatonske bevegelse. Holberg henviser flere ganger til de to filosofene i sine skrifter, hvor deres befatning med det okkulte er vektlagt.
Albertus Magnus, De secretis mulierum (utgave fra 1648).
Luther og Paulus representerer begge det motsatte syn av nyplatonikerne: Mennesket er syndig og lever under tukten, jfr. ovennevnte Pauli ord: "Saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen." Det er grunnleggende at mennesket kun kan bli frelst ved Kristi død og pine, ved Guds nåde. Nyplatonikerne derimot hevder at mennesket kan bli ett med guddommen gjennom beherskelse av naturen ved ulike magiske grep. Allerede i Peder Paars kommer Holbergs negative holdning til nyplatonismen til uttrykk ved henvisning til presbyteren Arius fra Aleksandria, som har gitt navn til arianismen, og den greske filosofen Jamblikos' verk Egyptiske mysterier. I fjerde akt, scene 1 oppfordrer stadssatyricus Hieronymus til at man skal skrive om "en Ario, der døde paa Sec – –", det vil si på sekretet eller do. Henvisningen til Jamblikos finnes i en fotnote til skildringen av det burleske hyllingsstoget, der Peder Paars geleides ut av den ikke navngitte byen med kongelig pomp og prakt sammen med sin skriver, Peder Ruus. Ut fra Jamblikos’ filosofi kan mennesket gjennom beherskelse av naturen selv bli guddommelig, det vil si få gudenes kraft. Denne oppfatningen imøtegår Holberg ved omtalen av en menneskelig trompetspiller som går foran i opptoget. Denne heter «Emanuel», et bibelsk navn som peker mot hvem som besitter den sanne styrken: Gud. Også trompetspilleren har en viss kraft, men selv om han blåser like sterkt som de gjør på Skagen, evner han ikke mer enn å skape litt ekko fra rådhuset. Dette kan ikke annet enn minne om israelittene som vandret rundt Jeriko. På Herrens bud blåste prestene på horn, og folket ropte slik at byens murer raste sammen. Kraften ligger hverken hos hornene eller folket, men
hos Gud. Til tross for den til sammenligning langt mindre imponerende
virkning er borgermesteren og de gamle koner rørt til tårer over Emanuels
prestasjon. Det betyr at menneskene kan la seg forføre av slikt spill, som trompetspillere som Emanuel, åpenbart en studert musiker og komponist, varter opp med.
Hans Mikkelsen påpeker altså det forunderlige ved den kraft et slikt instrument som Emanuels trompet har, samtidig hevder han at alle vet at «den største Sygdom» kan leges med musikk. Beskrivelsen av den relativt beskjedne virkningen av Emanuels trompetspill tyder på at påstanden om instrumentets kraft er satirisk; bak disse verselinjene anes Skriftens ord om Guds kraft (Jes 7) og hornene som fikk Jerikos murer til å falle
(Jos 6). Opplysningen om at Emanuel ikke var dårligere til å blåse enn
noen på Skagen, kan vise til et horn som varsler storm. I så fall blir menneskets mulighet til å fremkalle lyd på ulike instrumenter satt i perspektiv; hvor lite evner ikke mennesket stilt overfor en opprørt himmel på et skarve nes ved et buldrende hav? Ved linjen om musikkens kraft til å læge sykdom har Just Justesen sett nødvendigheten av en fotnote: «Vid. Jamblich. libr. de Mysteriis Ægypt. confer Tydske Jochums Reflexioner der over Hist. sui Temp. pag. 430.»
Egyptiske mysterier er utvilsomt forelegget for tittelen på Paul Botten-Hansens påbegynte roman, Norske Mysterier (1851, illustrert av Ibsen). Det er også verdt å merke seg at Jamblikos er en av favorittforfatterne til Julian Apostata (331–63), hovedpersonen i Ibsens Kejser og Galilæer (1873). Julian sverget til mysteriekulten og den gamle hedenske kunnskapen og er naturlig nok svært opptatt av skriftene til Jamblikos.
Luther og Paulus representerer begge det motsatte syn av nyplatonikerne: Mennesket er syndig og lever under tukten, jfr. ovennevnte Pauli ord: "Saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen." Det er grunnleggende at mennesket kun kan bli frelst ved Kristi død og pine, ved Guds nåde. Nyplatonikerne derimot hevder at mennesket kan bli ett med guddommen gjennom beherskelse av naturen ved ulike magiske grep. Allerede i Peder Paars kommer Holbergs negative holdning til nyplatonismen til uttrykk ved henvisning til presbyteren Arius fra Aleksandria, som har gitt navn til arianismen, og den greske filosofen Jamblikos' verk Egyptiske mysterier. I fjerde akt, scene 1 oppfordrer stadssatyricus Hieronymus til at man skal skrive om "en Ario, der døde paa Sec – –", det vil si på sekretet eller do. Henvisningen til Jamblikos finnes i en fotnote til skildringen av det burleske hyllingsstoget, der Peder Paars geleides ut av den ikke navngitte byen med kongelig pomp og prakt sammen med sin skriver, Peder Ruus. Ut fra Jamblikos’ filosofi kan mennesket gjennom beherskelse av naturen selv bli guddommelig, det vil si få gudenes kraft. Denne oppfatningen imøtegår Holberg ved omtalen av en menneskelig trompetspiller som går foran i opptoget. Denne heter «Emanuel», et bibelsk navn som peker mot hvem som besitter den sanne styrken: Gud. Også trompetspilleren har en viss kraft, men selv om han blåser like sterkt som de gjør på Skagen, evner han ikke mer enn å skape litt ekko fra rådhuset. Dette kan ikke annet enn minne om israelittene som vandret rundt Jeriko. På Herrens bud blåste prestene på horn, og folket ropte slik at byens murer raste sammen. Kraften ligger hverken hos hornene eller folket, men
hos Gud. Til tross for den til sammenligning langt mindre imponerende
virkning er borgermesteren og de gamle koner rørt til tårer over Emanuels
prestasjon. Det betyr at menneskene kan la seg forføre av slikt spill, som trompetspillere som Emanuel, åpenbart en studert musiker og komponist, varter opp med.
Hans Mikkelsen påpeker altså det forunderlige ved den kraft et slikt instrument som Emanuels trompet har, samtidig hevder han at alle vet at «den største Sygdom» kan leges med musikk. Beskrivelsen av den relativt beskjedne virkningen av Emanuels trompetspill tyder på at påstanden om instrumentets kraft er satirisk; bak disse verselinjene anes Skriftens ord om Guds kraft (Jes 7) og hornene som fikk Jerikos murer til å falle
(Jos 6). Opplysningen om at Emanuel ikke var dårligere til å blåse enn
noen på Skagen, kan vise til et horn som varsler storm. I så fall blir menneskets mulighet til å fremkalle lyd på ulike instrumenter satt i perspektiv; hvor lite evner ikke mennesket stilt overfor en opprørt himmel på et skarve nes ved et buldrende hav? Ved linjen om musikkens kraft til å læge sykdom har Just Justesen sett nødvendigheten av en fotnote: «Vid. Jamblich. libr. de Mysteriis Ægypt. confer Tydske Jochums Reflexioner der over Hist. sui Temp. pag. 430.»
Egyptiske mysterier er utvilsomt forelegget for tittelen på Paul Botten-Hansens påbegynte roman, Norske Mysterier (1851, illustrert av Ibsen). Det er også verdt å merke seg at Jamblikos er en av favorittforfatterne til Julian Apostata (331–63), hovedpersonen i Ibsens Kejser og Galilæer (1873). Julian sverget til mysteriekulten og den gamle hedenske kunnskapen og er naturlig nok svært opptatt av skriftene til Jamblikos.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar