Kommentarer til Den politiske Kandstøber XIV

Utgangspunktet for ekteskapsdiskusjonen i Collegium Politicum er at Geske gjør seg til herre over sin mann, skjeller ham ut og refser ham korporlig, og Gert Buntmagers og Frantz Knivsmeds oppfatning av at kvinnfolk har for mye å si i Hamburg. I stedet for å erkjenne at mennene, det vil si drømmere som dem selv som går ut og drikker midt på dagen, må arbeide i sitt ansikts sved og holde seg til konen som han har fått barn med, diskuterer man altså hvordan mannen skal få et liv som passer ham bedre. Det innebærer at han selv må kunne bestemme om han har lyst til å være gift med sine barns mor. 
      Lyst er også av grunnleggende betydning for de handelspolitiske forhold i Danmark, skal vi tro Holberg i "Handelen", der forfatteren gjør seg til glødende talsmann for merkantilistiske prinsipper. Det er vanskelig å tro at disse linjer er skrevet av forfatteren til Niels Klim, Den underjordiske rejse; det virker nærmest som om de er et forsvar for tilstandene i pyntesyke Martinia, alle prosjektmakeres og luksushandleres paradis. Det er nærliggende å tolke siste del av "Handelen", der Holberg drøfter import på danske skip og etablering av manufakturer i hjemlandet, satirisk, noe stilen bygger opp under. Holberg argumenterer som følger:

Naar man eftertænker, at Dannemark ingen exporter har eller vahre at udføre, og, naar man tilligemed betragter den store begierlighed dette folk har til fremmede vahre endogsaa dem, der allene tiene til vellyst, item at faa ting her udi landet blive fabrikerede, da kand man fast ikke begribe, hvorledes der endnu kand være rede penge tilbage.     

      
Det var å forvente at Holberg, moderasjonens talsmann, hadde oppfordret danskene til å dempe sin store begjærlighet til fremmede varer, kanskje spesielt de som bare tjener til vellyst. Innholdet i Peder Paarses reisekiste viser hva det dreier seg om, nemlig klær og hatter av finere stoffer som sars, kalemank og kastor og sist men ikke minst: silke. I kisten er også spennebøker, et sølvkors og pepperkaker, som baserer seg på import av henholdsvis sølv (før grunnleggelsen av Sølvverket på Kongsberg) og pepper. Men Holberg anbefaler  tvert imot frakt på egne skip. De kjøpmennene som velger å betale til utlendingene for frakten, sammenligner han altså med russiske koner som ber om bank fra mannen. Holbergs undertekstlige budskap kan tolkes som følger: Det skal svi å handle fremmede luksusvarer, for det er bare på den måten forbruket kan holdes nede; mennesket skal leve under tukten. Dette er parallelt til den russiske konen som, med rette, håper på tukt fra mannen hvis hun tyr til flasken og forfaller til dagdriveri - liksom Herman von Bremen og deltagerne i Collegium politicum som heller ikke er fremmed for tanken om å "gaa extra".  En slik tolkning finner støtte i "Libr. I. Epigramm. 109." (Moralske Tanker) der de russiske eller "moscovitiske" koner igjen er nevnt, og her er det moderasjonens Holberg vi møter. Selv om konklusjonen synes å være generell: Menneskene liker forskjellige ting og man skal derfor ikke presse sin egen smak på andre, er det liten tvil om at et hovedbudskap lyder: Det er ikke velstand og ytre ting som gjør menneskene lykkelige. Epigrammet åpner som følger; jeg siterer passasjen i sin helhet ettersom den også kan gi en mulig forklaring på navnet "Geske":

"Velstand, Væstand (ulykkelig tilstand), Armod, Riigdom, Sorg, Glæde, er stor og liden, ligesom enhver skikker sig derudi: og kand man sige, at det, som kaldes ont og got i Verden, bestaaer ofte meer i Indbildning end Realitet. En liden Uheld anfægter ofte meer end en stor Modgang. En liden Fordeel kand foraarsage større Glæde end en stor Lykke: og slet Vand med grovt Brød kand fornøye een meere, end de delicateste Retter en anden. Lysander, da ham engang blev skikket en kostelig Ret, sagde: giver den til Hiloterne, som vare de Lacedæmoniske Slaver; og lod han sig selv nøje med sin sædvanlige grove Spiise. Agesilaus iligemaade, da ham blev foræret adskilligt rart af ædende og drikkende Sager, beholdt han intet uden noget Meel, vragende det øvrige. Den viise Pittacus sagde fordum: den er rigest, som ikke begiær ufornødne, og som ikke fattes fornødne Ting. Det er forgieves at ynke den, der ikke ynker sig selv, og daarligt, at prise den lykkelig, der holder sig selv u-lykkelig. Jeg kalder den riig, som udi sin Fattigdom synes at have overflødigt nok; og jeg holder den stedse lyksalig, der skikker sig udi all U-lykke. Ligesom jeg agter den fattig, der udi Riigdom aldrig haver nok, og den u-lykkelig, der lader sig anfægte af mindste Anstød. Den som er tilbøjelig til Gremmelse, bliver ved ingen Velstand glad, og den som inclinerer til Gierighed, lever stedse udi Fattigdom: ligesom den Graadige aldrig kand blive mæt, og den Vattersotige aldrig lædskes.  Lykken, siger en moderne Philosophus, er udi sig selv hverken ond eller god: det er ikkun Mennesket selv, som giør den saaledes; ligesom det er ikke de Klæder, som vi svøbes udi, der varme os, men Varmen kommer fra vort eget Legeme. (...) Man haver ikkun for at demonstrere dette, at giøre en Mynstring blant Rige og Fattige, Herrer og Tienere. Man vil finde fleere glade Ansigter hos de sidste end hos de første. Hvad er almindeligere end at see en suurmulende Herre udi en forgyldt Portechaise at bæres af glade og lystige Porteurs. Det er ikke udi Palladser man skal leede efter Glæde alleene: man finder den ligesaa ofte udi smaa Hytter."

Passasjen kan holdes opp mot de innledende linjer i Peder Paars, som beskriver tilstandene i Danmark i det øyeblikk kremmeren legger ut på sin fatale handelsreise:

"Tre Aar for Calmar-Krig, da Folk var meere riige, Af Vellyst, Overdaad man vidste lit at siige, Da man ey Midler sat paa Speceri, Caffee, Da reven Øll og Brød var brugelig for Tee, Da man kun vidste lit af fremmet Skick og Noder, Man aad og drak paa Dansk og ingen Franske Moder I Landet kommen var. At sige kortelig: Da Folk meer sparsom var og derfor meere riig."

I epigrammets siste passasje står følgende:

"Titius ynker Sejum som en Stoder, efterdi han gaaer til Fods, da han dog haver Lejlighed til at lade sig bære eller at age; og Sejus igien ynker Titium som en Verkbruden, efterdi han lader sig bære, da han dog haver raske Been. Jeg for min part ynker hverken den eene eller den anden: ej den eene, efterdi han finder Behag i at lade sig bære; ej heller den anden, efterdi hans Lyst er at bruge sine Been. Jeg ynker end ikke Moscovitiske Koner, der faae Hug af deres Mænd, men priise dem heller lyksalige, efterdi de finde Smag udi saadan Confiture. Lyster haver differente Virkninger udi Smagen, ligesom Medicine udi Legemet. Een finder Smag udi det som er sødt, en anden udi det, som er suurt (...)"

Det må nevnes at Holberg flere andre steder uttaler seg svært kritisk til det å ake portechaisse, men her skal vi notere oss at forfatteren priser de russiske koner lykksalige, som han i "Handelen" sammenligner med de danske kjøpmenn som lar seg tukte av utlendinger ved å betale for frakt, slik at penger, det vil si edelmetall, forsvinner ut av riket. Dette ble innenfor merkantilistisk ideologi ansett som den aller største synd. Til slutt i kapitlet nevner Holberg et annet tiltak som skulle sørge for at edelmetall dynget seg opp i Danmark, nemlig etableringen av manufakturer i hjemlandet. Dette ble altså innledet av Christian 4 med store tap som resultat. Holberg skriver at jo flere manufakturer, også slike som produserer de fremmede varene som kun tjente til vellyst, desto bedre. Her følger noe av argumentasjonen til den erkjentlig nøysomme forfatter: 

"Mange, som saae, hvorudi sygen bestod, have holdet fornødent for at salvere de overblevne penge at ophæve den meste handel med fremmede, og allene lade sig nøye med landets producter baade udi klæde og føde. Men saadan slags tarvelighed, saasom den befodrer ladhed, saa svækker den heller end promoverer et lands styrke. Og har historien læret os, at det er et falskt stats principium at ville bringe et land udi velstand ved tarvelighed allene: Thi tarvelighed kand vel giøre et huus rigt, men ikke et land, ligesom overdaadighed kand snart ødelegge en familie, men ikke svække et heelt Rige (...)"

I den nye utgaven av Dannemarks og Norges Beskrivelse, Dannemarks og Norges Verdslige og Geistlige Staat, som utkommer 1749, er "Kapitlet" blitt forøket med et tillegg. Her står blant annet følgende:   

"Saa meget derfore som jeg glæder mig over at høre et Manufacturs Stiftelse, med saa stor Kaaldsindighed hører jeg tale om Indskrenkelse udi Klæde og Føde, saasom jeg af Historien har merket hvor lidet det contribuerer til et Landes Styrke mod Hurtighed og arbeyde; Thi, naar et Land er frugtbart paa Konste og Handverke, og det haver en hurtig og Arbeydsom Almue, da er en riig Gnier lige saa skadelig udi en Stad, som Obstruction i et Menneskes Legeme; Thi, saasnart der kommer Hull paa Gnieren, aabnes ligesom Aarene paa den syge Stad, og Blodet, som er de skimlede Penge, begynder at circulere og vederqvæge fattige Folk ved at skaffe dem Arbeyd og Næring.

Man skulde tænke, at jeg her plaiderer for Overdaad. Ney ingenlunde; Thi jeg holder for at Sparsommelighed udi høy Grad maa øves udi dette Land, hvor alt, som tiener til Overdaad, maa kiøbes af fremmede for reede Penge. Men jeg siger kun, at Landets Velstand flyder ikke af Sparsommelighed, men af Hurtighed og mange arbeydsomme Hænder, og at naar Manufacturer komme rett i Drift, man da uden Landets Skade kand slide baade fiint Klæde, Fløyel og kostbare Kniplinger, og at derfor de Projecter som giøres om Tarvelighed og indskrænket Levemaade, have større Apparance til Velstand end de virkeligen contribuere dertil."

Disse linjer, som er skrevet opp mot åtte år etter utgivelsen av Nicolai Klimii iter subterraneum der skytset rettes nettopp mot prosjektmakere, hurtighet, pyntesyke og luksus, må oppfattes som satire. I «Epistel 389» avslører Holberg hva som har vært hensikten med å skrive Niels Klim, nemlig å vise at de fleste mennesker laster det som er ros verd, og roser det som er «mest ille grundet» hos en person. Synspunktet eksemplifiseres ved vurderingen av de evner og karaktertrekk som særmerker tittelfiguren. De fleste, navnlig de som bor på jorden, eller snarere i Europa, vurderer disse positivt. Nede i Potu, dit Klim faller ned formedelst sin ærgjerrighet og ustoppelige virketrang, blir derimot samme talenter og karaktertrekk oppfattet som svært klanderverdige. Utgangspunktet for epistelen er således ønsket om å gå i rette med godtfolks oppfatning av visse personer, åpenbart slike som har gjort seg bemerket. «Hoved-Lærdommen derudi sigter ellers til at bestride den Vildfarelse, som gemeenligen begaaes udi de Domme, der fældes over visse Personers Capacitet og Duelighed til Embeder, saasom man af daglig Erfarenhed seer, at man sætter meer Priis paa hastigt Begreb og Flygtighed end paa langsom Skiønsomhed …» Noe som kan utlegges som følger: Visse personer, som har et hastig begrep og representerer flyktighet i sitt embede, roses av de fleste, idet disse ikke erkjenner at langsomhet  kan utvirke skjønnsomhet, det vil si i utførelsen av et embede. Blant personene som er utstyrt med et hastig begrep, det vil si «rask fatteevne eller forstand», finnes også noen med en «stærk Indbildnings Kraft», navnlig fantasi eller evne til å forestille seg ting. Personer som har en rask forstand, utmerker seg også ved å gjøre mange ting på en gang.

      I neste innlegg skal betydningen til fru kannestøpers fornavn, Geske, omtales.