Den Politiske Kandstøber ("Democritus og Heraclitus") XXV

Danmarks konge - den "ringe Madik, Kaalorm og Oldenborger", er av den oppfatning at han fra fødselen av har himmelens særlige bevågenhet, og at det var Gud som sørget for at stenderrepresentantene overførte all makt til ham. Gud skal altså ha kikket ned fra himmelen på København og sett at danskene hadde problemer med svenskene, og at dette skyldtes at Frederik 3 ikke var enevoldskonge; det er her fjærpennene kommer frem! (Jfr. Kongelovens innledning der innføringen av eneveldet er omtalt.) Poetene på sin side gjør alt de kan for å underbygge tesen om at det eksisterer en særlig forbindelse mellom kongen og de himmelske foreteelser, rent konkret stjerner, sol, måne og andre planeter. Inntrykket av at kongen styrer under himmelens beskjermelse befestes av billedkunstnere og musikere, spesielt trompetister.

I narretoget til Peder Paarses ære i fjerde bok der helten, som nettopp er løslatt fra dårekisten, ledes ut av byen som om han var konge - alternativt en sankt Jørgens legg eller sankt Gjertruds finger - opptrer også en trompeter. Det kraftfulle ved trompetspillet til Emanuel fremheves, og det sammenlignes med musikken i himmelen. «Emanuel» eller «Immanuel» betyr «Gud med oss» og er navnet på barnet som Jesaja spår skal bli født som Guds tegn. I Matt 1,23 vises det til dette skriftstedet, idet verset om Immanuel oppfattes som et varsel om Jesu fødsel. Budskapet til Jesaja er at menneskene ikke skal frykte, men tro på Gud; Immanuel er et tegn på Guds makt til å hjelpe menneskene. Også trompetspilleren Emanuel foran i opptoget har en viss kraft, men selv om han blåser like sterkt som de gjør på Skagen, der elementene ofte står på høyt volum, evner han ikke mer enn å skape litt ekko fra rådhuset.* Dette minner om israelittene som vandret rundt Jeriko. På Herrens bud blåste prestene på horn, og folket ropte slik at byens murer raste sammen. Kraften ligger hverken hos hornene eller folket, men hos Gud. Til tross for den til sammenligning langt mindre imponerende virkning er borgermesteren og de gamle koner rørt til tårer over Emanuels prestasjon. Det betyr at menneskene lar seg forføre av slikt spill som trompetspillere som Emanuel, åpenbart en studert musiker og komponist, varter opp med under hyllesten til kremmeren, den store general, kaptein og dommer, Peder Paars.

Christian 4s kroningsfest, som innvarsler den ødsle feiring av det oldenborgske kongehus.


Ved hjelp av gullkrone, hermelinskappe, silkedrakt og -hoser og stasparykk, òg panegyrikk, kontrafeier, trompetspill og kastratsang, avrundet av Castrum doloris forvandles den ringe maddik/oldenborger til en gudelignende fyrste. Skjønt når man betrakter portretter av Frederik 4, dukker spørsmålet opp: Hva slags skapning er egentlig dette?

                                     Frederik 4 (konge 1699-1730)

Folket i Martinia elsker flitter og stas, særlig nye klesmoter. Den første martianeren som fikk prøve Niels Klims parykk, utbrøt: Jeg ligner gudene! Illustrasjon fra førsteutgaven (1741).

På slutten av satiren er Holberg kommet til oppsummeringen av menneskets dåraktighet, og her bør leseren sirkle inn hovedstadsdåren som trodde alle skip som løp inn til havnebyen tilhørte ham, nemlig danskekongen; københavnerne som ikke ler av kongens dårskap, bør nok tas med i betraktningen. Et slikt menneske er et dyr som påkaller gråt eller latter:

                                                 

"Det allerædelste i Skabningen det er, Det allerhæsligste sig dog i Levnet teer, Der skabt er alle ting paa Jorden at regiere, Men af en Jord-klimp sig dog lader coujonere, Der en fornuftig Siæl til Lod bekommet har, Er der for just Tyran, just derfor eene Nar, Der meget viislig kand om alting raisonnere, For Passioner dog kand intet practisere, Hvis Laab og Levneds tid saa kort og stakket er, Som dets dessein er stort, det langt i tiden seer. I daarlig viidenskab, der er saa meget grundig, I importante ting som det er dum, vandkundig:" Holberg henviser her til 1. Mos: "1:27 Und Gott schuf den Menschen ihm zum Bilde, zum Bilde Gottes schuf er ihn; und schuf sie einen Mann und ein Weib. 1:28 Und Gott segnete sie und sprach zu ihnen: Seid fruchtbar und mehrt euch und füllt die Erde und macht sie euch untertan und herrscht über die Fische im Meer und über die Vögel unter dem Himmel und über alles Getier, das auf Erden kriecht." Mennesket er skapt til å herske over alt på jorden, men lar seg kujonere av en "Jord-klimp". I 2 Mos fortelles det om skapelsen av mennesket: "2:7 Und Gott der HERR machte den Menschen aus einem Erdenkloß, uns blies ihm ein den lebendigen Odem in seine Nase. Und also ward der Mensch eine lebendige Seele." Holberg var motstander av en billedlig fremstilling av Skriften ("Epistel 236"), så disse middelalderlige illustrasjonene poster jeg for egen regning.                              Gud skaper mennesket av en jordklump.                                     Mennesket blir en levende sjel. Alle mennesker er skapt av jord og vil bli til jord. Dette berøres i satirens begynnelse, hvor Holberg etterlyser at mennesket i sitt korte jordeliv tenker mindre på verdslig tant og mer på det som skal skje etter døden; her er det nærliggende å tenke på dommedag, da Gud skal dømme levende og døde. Også oldenborgere er skapt av en jordklump, liksom maddiker og kålormer, noe som er det siste man vil tenke på når de poserer i kroningsdrakt på kontrafeiene eller ligger på Castrum doloris etter sin død. Snarere kan det hevdes at seremoniellet eller all "allarm" rundt kongens forgjengelige korpus er egnet til å skjule det faktum at han er en jordklump eller et åtsel. Enevoldskongen anses å stå i en særlig forbindelse med himmelen, og Kongeloven påbyr at han skal dyrkes som det "ypperste og højeste hoved her paa jorden over alle menneskelige love, og der intet andet hoved og ingen anden dommere kiender over sig enten i geistlige eller verdslige sager uden GUd allene".                    Christian 5s salving i Frederiksborg slottskirke i 1671.                                   Fra Thomas Kingos "Hosianna":       Dag op, i salig Tiid, ald Nordens Held og Ære!             Dig denne store Dag skal lykkelig indbære             Til langsom Ævighed, med Seyer, Fryd og Fred!             I TVILLING-RIGER skal med Himlen blive ved!             Dag op, i salig Tiid, Sølv-Øyet Østen-Skandse,             Lad Solen deylig frem i Purpur-Kaaben svandse,             Og leg en Himmel-smiil paa alle Ting du seer,             At de sig yndelig mod denne Dag beteer.             Gyd, Himmel, Naade ned aff alle din Kanter,             Og haf et Øye paa de vide Throne-Planter,             Som sig ved denne Dag skal feste stadig Rood,             Os sprude Grene frem aff lutter Konge-Blood.             Deel, Himmel, og et Blink udaff en lyksom Stierne             Med mig som ikke kand, men vilde dog saa gierne,             Tilegne denne Dag sin ræt Livagtig Skik,             Da NORDENS ARVE-SØN med egen Krone gik. Kongeloven fremstår som et brudd mot Moseloven, som innledes slik: "20:2 Ich bin der HERR, dein Gott, der ich dich aus Ägyptenland, aus dem Diensthause, geführt habe. 20:3 Du sollst keine anderen Götter neben mir haben. 20:4 Du sollst dir kein Bildnis noch irgend ein Gleichnis machen, weder des, das oben im Himmel, noch des, das unten auf Erden, oder des, das im Wasser unter der Erde ist. 20:5 Bete sie nicht an und diene ihnen nicht. Denn ich, der HERR, dein Gott, bin ein eifriger Gott, der da heimsucht der Väter Missetat an den Kindern bis in das dritte und vierte Glied, die mich hassen; 20:6 und tue Barmherzigkeit an vielen Tausenden, die mich liebhaben und meine Gebote halten." Temaet brudd på Moseloven finnes også omtalt tidligere i satiren, og det dreier seg utvilsomt om forsyndelse mot "20:13 Du sollst nicht töten." I innlegget 25.6 om satirens første del skriver jeg: "Frihet kan ikke innføres blant menneskene, for da ville brutaliteten utfolde seg; bror trekke sverdet mot bror; far krige mot sønn og sønn mot far. Når riset er brutt, ser man straks menneskene svømme i menneskeblod; idet Moseloven mister sin makt, blir Guds egen stad til en røverkule." Nettopp slike krigerske tilstander preger den polerte staden personen fra månen faller ned i, utvilsomt København. Konklusjonen lyder: Moses' lov har tapt sin styrke i København; her er det Kongeloven som gjelder; bror (Danmark) kriger mot bror (Sverige), og når byer oversvømmes av menneskeblod, er det full fest. Kongeloven bestemmer blant annet følgende: "Skal derfor ogsaa Kongen allene have højeste magt og myndighed til at giøre love og forordninger efter sin egen gode villie og velbehag at forklare, forandre, formeere, formindske, ja og slet at ophæve forrige af hannem selv eller af hans forfædre udgivne love (...) Kongen skal ene have vaabens og væbnings magt, at føre krig, slutte og ophæve forbund, med hvem, og naar han det got befinder (...) Det er verdt å notere seg den åpenbare motsetning mellom Moselovens opprinnelig sjette bud: "Du skal ikke slå ihjel" og Kongeloven punkt 5 som fastslår at kongen har makt til å føre krig med hvem og når han finner det for godt; en rettighet danskekongen ikke nølte med å bruke.                                                      * Det har vært vanlig å anta at den ikke navngitte byen der Peder Paars og følge går i land i fjerde bok, er Skagen. Dette er utenkelig. Skagen var blitt rammet av flere fryktelige stormer, og på begynnelsen av 1600-tallet var fisket inne i en nedgangsperiode. Skagen hadde dessuten ingen havn, slik at båtene måtte trekkes opp på land. I eposet fortelles det at Paars og følge ledes i prosesjon gjennom «Stadens Port», noe som forutsetter en større byport eller flere og selvfølgelig en bymur. Skagen hadde imidlertid ingen bymur, noe for øvrig svært få danske byer hadde. (Jfr. kapitlet "Landet --" i Hollandske oppdagelser - Holbergs og Ibsens satiriske skrifter, der jeg argumenterer for at byen er Flensburg med den berømmelige Nørreport oppført 1595/96 med Christian 4s valgspråk Regna firmat pietas / RFP.)

eneveldet som et prosjekt