Kommentarer til Den politiske Kandstøber ("Democritus og Heraclitus") XXIII
Temaet mot slutten av satiren er altså menneskets manglende erkjennelse av sin litenhet under himmelen - i universet. Tvert imot tar enkelte mål av seg til å vandre blant stjerner. Den første som begir seg ut på en slik himmelferd, er forløperen til de romerske keisere, Julius Caesar, angivelig av gudeætt. Dette skjer riktignok etter herskerens død slik at andre må bevitne det. Den som redebon tar på seg oppdraget, er poeten, som lønnes deretter. Målskiven for Holbergs satire er likevel ikke antikkens romerske autokrati og dets øyenskalker, men forholdene i samtidens Danmark. Personen som falt ned fra månen, landet som nevnt i en polert by midt i Europa, og når Lappland regnes med, kan den identifiseres som København, eneveldets navle. Danske poeter rimet i vei, liksom de romerske, for å opphøye enevoldsfyrsten; også malere, billedhuggere og andre kunstnere bidrog til å skape inntrykket av at sol, måne og stjerner brydde seg om et dødelig menneske, "en orm en ussel Stakkel".
Her skal to av Thomas Kingos hyllestdikt til Christian 5 siteres:
"Dend Stoormægtige Monarkis Konning CHRISTIAN den Femtis, Konge til Danmark og Norge, etc: Hans Mayestæts lykkelige Igienkombst fra Holstein til Fyen, dend 29. April. Anno 1679.
Til Lykke.
BReed ud dit Blomster-Telt, du Kongens FødeMaaned!
Bedugge krafftelig dend Jord, hvor før laa daaned
Dend Vintertvungne Rood! dryb ned til velkoms Tegn,
Mod Kongens Komme med en frugtbar Qvege-Regn!
Smul saa, du Himmel-Sool, med Dugfuld Pipe-Øye
Bag Aske-farved Sky! Lad dine Straaler bøye
Til Jordens Grylde-Frøe, at det kand Hierte faa
Og for sin Kongis Food smuk Himmel-farved staa!"
"Tide-Tanker, Eller Allerunderdanigst Hierte-meent Nyt-Aars Ynske, Til Den Stormægtigste Enevolds-Herre, Kong Christian dend Femte, Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gothers, Hertug udi Sleßvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Ved Indgangen af det Aar 1690.
Du Tidens Kiøre-Svend, som Sool og Maane driver
Ved Himlens Tøjel, og alt i din Sirkel bliver.
Spend fra det gamle Aar! velt i Bag-Tidens Slug,
Alt af dit Age-Læs, der ej bør have Brug!
Spend for Nyt-Aar igien, op ad Stenbukkens Bakke,
Rend, til du ham igien i Hasen ind kand hakke,
Naar du har faret om og seet ald Nordens Egn,
Lyksaliggiort udi hver Tidemaal og Tegn.
Driv Lykke midlertid, med hver en Sool og Stierne,
Op for Kong Christian den Femte, Fromheds Kierne,
Vend Tidens Hiul herom for Kongen mange Aar,
Her skal to av Thomas Kingos hyllestdikt til Christian 5 siteres:
"Dend Stoormægtige Monarkis Konning CHRISTIAN den Femtis, Konge til Danmark og Norge, etc: Hans Mayestæts lykkelige Igienkombst fra Holstein til Fyen, dend 29. April. Anno 1679.
Til Lykke.
BReed ud dit Blomster-Telt, du Kongens FødeMaaned!
Bedugge krafftelig dend Jord, hvor før laa daaned
Dend Vintertvungne Rood! dryb ned til velkoms Tegn,
Mod Kongens Komme med en frugtbar Qvege-Regn!
Smul saa, du Himmel-Sool, med Dugfuld Pipe-Øye
Bag Aske-farved Sky! Lad dine Straaler bøye
Til Jordens Grylde-Frøe, at det kand Hierte faa
Og for sin Kongis Food smuk Himmel-farved staa!"
"Tide-Tanker, Eller Allerunderdanigst Hierte-meent Nyt-Aars Ynske, Til Den Stormægtigste Enevolds-Herre, Kong Christian dend Femte, Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Gothers, Hertug udi Sleßvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Ved Indgangen af det Aar 1690.
Du Tidens Kiøre-Svend, som Sool og Maane driver
Ved Himlens Tøjel, og alt i din Sirkel bliver.
Spend fra det gamle Aar! velt i Bag-Tidens Slug,
Alt af dit Age-Læs, der ej bør have Brug!
Spend for Nyt-Aar igien, op ad Stenbukkens Bakke,
Rend, til du ham igien i Hasen ind kand hakke,
Naar du har faret om og seet ald Nordens Egn,
Lyksaliggiort udi hver Tidemaal og Tegn.
Driv Lykke midlertid, med hver en Sool og Stierne,
Op for Kong Christian den Femte, Fromheds Kierne,
Vend Tidens Hiul herom for Kongen mange Aar,
Til Hand (trods Nid og Hevn) paa hver sin Uven gaar."
I "De u-synlige" (1731) uttaler Harlekin at kjærligheten har ført til at han kan dikte om kapp med den beste "kroned Poet". Under replikkvekslingen på slutten der han trygler Colombine om å ta ham til nåde igjen, beskriver han seg selv som "din (Colombines) ringe Jordklimp". I neste replikk utbroderer han sin egen usselhet: "Over din indtil Døden forbundne ringe Madik, Kaalorm og Oldenborger." Jeg vil i et senere innlegg argumentere for at den ringe "Jordklimp", ordet er også brukt på slutten av satiren, og ringe "Madik" faktisk er en oldenborger. En slik identifikasjon kan understøttes av anekdoten som fortelles rett etter linjene om det usle kreatur som tror måne, sol og stjerner er dannet for hans skyld. Dette er altså dåraktig, og her går Holberg langt tilbake i tid, til en ganske annen by, det vil si enn København, nemlig Athen, der de lo av en borger som trodde alle skip som anløp Pireus tilhørte ham. Passasjen kan forstås slik at det i København foregår dårskap som ikke påtales av københavnerne. Anekdoten må ha interessert Holberg for han omtaler den i alt tre andre steder (jfr. Ludvig Holbergs Skrifter; kommentaren er ikke fullført: i tillegg til de anførte eksempler finnes ett i "Tredje Levnedsbrev"). I "Epistel 122, Tomus II" er rammen rundt anekdoten nær sagt identisk med satirens; epistelen innledes som følger:
"Intet er større Beviis paa daarlig Hovmod end dette, nemlig, at et Menneske bilder sig ind, den heele store Verden at være skabt for dets Skyld. En fattig Borger udi Athenen bildte sig fordum ind, at alle Skibe, som komme udi Stadens Havn, hørte ham til, og derfore blev dømt til at have en Skrue løs udi Hovedet. Hvad maa man da ikke dømme om Mennesker, hvilke i Henseende til den store Verden kand ikke anderledes agtes end som nogle usle smaa Orme, der krybe paa en liden Tue, naar de bilde sig ind, at den vidtløftige Verdens Skabning er for deres Skyld. Man kand nogenledes undskylde vore Forfædre, efterdi de ingen Idée have havt om Verden, men meenet, at Jorden befattede den største Deel af Skabningen, at Solen var et Corpus som Amager eller Salt-Holmen, og at Stjernerne vare nogle smaa Blommer, som vare satte til Zirat paa Himmelen. Men efter Astronomiens Forbedring, og efter den Oplysning man haver faaet ved Perspectiver, da man er bleven overbeviset om, at hver Stjerne er en Soel, og at enhver Soel kand være en Million gang større end Jorden, item at vi med vore Øyne see utallige Stjerner eller Verdener, og end utallige fleere med Perspectiver, saa at Skabningen for os synes u-endelig; ja saa stor, at det er ubegribeligt for Fornuften, hvorledes en saa liden Plet som vor Jord kand komme under GUds Direction, med mindre vi forestille os GUds Immensitet og U-endelighed."
Michael van Havens allegoriske maleri av Christian 5 på tronen i Frederiksborg slottskirke under salvingen i 1670. Kongen, særlig ansiktet og hermelinskraven, er fremstilt badet i himmelsk lys, og det blåses i trompeter, også dette fra oven. I henhold til eneveldig kongeideologi var Christian blitt kronet av Gud i samme øyeblikk som den gamle konge lukket sine øyne.
I "De u-synlige" (1731) uttaler Harlekin at kjærligheten har ført til at han kan dikte om kapp med den beste "kroned Poet". Under replikkvekslingen på slutten der han trygler Colombine om å ta ham til nåde igjen, beskriver han seg selv som "din (Colombines) ringe Jordklimp". I neste replikk utbroderer han sin egen usselhet: "Over din indtil Døden forbundne ringe Madik, Kaalorm og Oldenborger." Jeg vil i et senere innlegg argumentere for at den ringe "Jordklimp", ordet er også brukt på slutten av satiren, og ringe "Madik" faktisk er en oldenborger. En slik identifikasjon kan understøttes av anekdoten som fortelles rett etter linjene om det usle kreatur som tror måne, sol og stjerner er dannet for hans skyld. Dette er altså dåraktig, og her går Holberg langt tilbake i tid, til en ganske annen by, det vil si enn København, nemlig Athen, der de lo av en borger som trodde alle skip som anløp Pireus tilhørte ham. Passasjen kan forstås slik at det i København foregår dårskap som ikke påtales av københavnerne. Anekdoten må ha interessert Holberg for han omtaler den i alt tre andre steder (jfr. Ludvig Holbergs Skrifter; kommentaren er ikke fullført: i tillegg til de anførte eksempler finnes ett i "Tredje Levnedsbrev"). I "Epistel 122, Tomus II" er rammen rundt anekdoten nær sagt identisk med satirens; epistelen innledes som følger:
"Intet er større Beviis paa daarlig Hovmod end dette, nemlig, at et Menneske bilder sig ind, den heele store Verden at være skabt for dets Skyld. En fattig Borger udi Athenen bildte sig fordum ind, at alle Skibe, som komme udi Stadens Havn, hørte ham til, og derfore blev dømt til at have en Skrue løs udi Hovedet. Hvad maa man da ikke dømme om Mennesker, hvilke i Henseende til den store Verden kand ikke anderledes agtes end som nogle usle smaa Orme, der krybe paa en liden Tue, naar de bilde sig ind, at den vidtløftige Verdens Skabning er for deres Skyld. Man kand nogenledes undskylde vore Forfædre, efterdi de ingen Idée have havt om Verden, men meenet, at Jorden befattede den største Deel af Skabningen, at Solen var et Corpus som Amager eller Salt-Holmen, og at Stjernerne vare nogle smaa Blommer, som vare satte til Zirat paa Himmelen. Men efter Astronomiens Forbedring, og efter den Oplysning man haver faaet ved Perspectiver, da man er bleven overbeviset om, at hver Stjerne er en Soel, og at enhver Soel kand være en Million gang større end Jorden, item at vi med vore Øyne see utallige Stjerner eller Verdener, og end utallige fleere med Perspectiver, saa at Skabningen for os synes u-endelig; ja saa stor, at det er ubegribeligt for Fornuften, hvorledes en saa liden Plet som vor Jord kand komme under GUds Direction, med mindre vi forestille os GUds Immensitet og U-endelighed."
Den usle ormen som tror seg ha innvirkning på de himmelske forhold, er enevoldsfyrsten; henholdsvis den romerske keiser og danskekongen. En hovedkilde til danskekongens inntekter het Øresundstollen. Hver gang et skip ankom Helsingør, kunne kongen glede seg i København. Monarken mente nemlig at han eide Sundet og hadde rett til å kreve så mye toll av cargoen som han lystet. Dette "ranet" dannet grunnlag for den pomp og prakt som preget det danske kongehus og hoff. Dette utpeker ifølge Holberg kongen til en stor dåre. Historien skulle vise at forfatteren hadde rett. I Danmark i Skåne – en usentimental rejse har Palle Lauring oppsummert noe av bakgrunnen for Danmarks fall fra stormaktstinden:
"Øresund, dejlige Øresund, strømmen fuld af sild, skibe, penge og blod. I
fem hundrede år persede vi penge ud af alverdens skippere her. I bytte gav
vi Skåne, Halland, Blekinge, Gotland og Øsel. Plus hvad vi gavmildt udleverede
af norsk land. Hvor meget man så vil beregne de fem hundrede års
toldindtægter til, var det en dårlig handel."
"Om Kronborg skrev forfatteren Jon Jensen Kolding i sin Danmarksbeskrivelse fra 1594:
'Ude på Sjællands kystside stråler Kronborg Slot, der er en overordentlig stærk og uindtagelige fæstning- Slottet der er virkelig storslået opført. …. Overfor på Skånes bred ligger en anden fæstning magen til, som hedder Helsingborg Slot. På begge sider af sundet findes en vældig mængde krigsmaskiner, der er stillede op der til skræk og advarsel for fartøjer, der skjult og uden tilladelse forsøger at sejle forbi og unddrage sig den told de skylder. For på dette sted skal der takket være naturen, der er skabt dertil, ….. aflægges regnskab for varer, der udføres eller indføres. …. De søfarende er nemlig tvunget til …. at sejle ind i dette bælts smalle passage imellem de to fæstninger.'” (HistorieLab)
forts.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar