At Ibsen portretterer forfatterkolleger i skuespillene, er godt kjent. Laura Kieler ble fortvilet da alle gjenkjente henne som Nora i «Et dukkehjem»; John Paulsen ble forbannet da han oppdaget at han var modell for Osvald Alving i «Gengangere». Bjørnson har neppe forstått rekkevidden av Ibsens harselas i «Kongs-Emnerne», «De unges Forbund» og «En folkefiende». Mon tro hva Camilla Collett har tenkt? Budskapet i «Samfundets støtter,» om det naturlige og sanne og frihet fra vedtekter som Dina, Lona og Marta forkynner, er blåkopi av budskapet i «Amtmandens Døttre». Her finner vi også forelegget til de to blomsterpottene på adjunkt Rørlunds bord og den severdige grotten.
Men Ibsen har kopiert fra «Amtmandens Døttre» tidligere, i «Kjærlighedens komedie». Margrethe, Georg Colds platoniske venninne, skriver at kvinnens kjærlighet er hennes livs første blomst:
«thi det er af den al Velsignelse siden skal modnes. Agt paa dens Vært og Frugt . . . . Forstyr ikke letsindig dens fine Hjerteblade i den stupide Tro, at de grove Blade siden ere gode nok ... Nei, de ere ikke gode nok. Der er ligesaa stor For skjel paa dem, som paa den The, vi almindelige Jordbeboere tage tiltakke med og kalde The, og den, som Keiseren af det himmelske Rige ene drikker, og som er den virkelige The; den høstes først og er saa zart, at den maa plukkes med Handsker paa, efter at Indsamlerne have vasket sig fyrgetyve Gange, troer jeg.»
I tevannstalen i "Kjærlighedens komedie", som er harselas fra ende til annen, opptrer Falk som Holberg-figuren Jacob von Tyboe, den stortalende soldat. Han hevder at teen er kjærlighetens blomst og vektlegger kvalitetsforskjellen, her et utdrag:
«Ak, mine Damer, hver i sin Natur
Har og et særligt lidet «himmelsk Rige».
Der knopped sig af Spirer tusind Slige
Bag Blyheds faldende Kinesermur.
Men Fantasiens smaa Kineserdukker,
Som sidder i Kioskens Ly og sukker,
Som drømmer vidt – saa vidt –, med Slør om Lænderne,
Med gyldne Tulipaners Flor i Hænderne –
Til dem I Førstegrødens Knopper sanked;
Jer var det Et hvad Høst der siden vanked.
Se, derfor naaer til os, med Grus og Stilke,
En Efterslætt, mod hin, som Hamp mod Silke, –
En Høst, som faaes af Træet ved at sparke det –»
Strofen er full av spinnville metaforer. Er det én mur i verden som aldri faller, er det den kinesiske, og kineserdukker har hverken slør om lendene eller tulipaner i hendene.
Men Ibsen har kopiert fra «Amtmandens Døttre» tidligere, i «Kjærlighedens komedie». Margrethe, Georg Colds platoniske venninne, skriver at kvinnens kjærlighet er hennes livs første blomst:
«thi det er af den al Velsignelse siden skal modnes. Agt paa dens Vært og Frugt . . . . Forstyr ikke letsindig dens fine Hjerteblade i den stupide Tro, at de grove Blade siden ere gode nok ... Nei, de ere ikke gode nok. Der er ligesaa stor For skjel paa dem, som paa den The, vi almindelige Jordbeboere tage tiltakke med og kalde The, og den, som Keiseren af det himmelske Rige ene drikker, og som er den virkelige The; den høstes først og er saa zart, at den maa plukkes med Handsker paa, efter at Indsamlerne have vasket sig fyrgetyve Gange, troer jeg.»
I tevannstalen i "Kjærlighedens komedie", som er harselas fra ende til annen, opptrer Falk som Holberg-figuren Jacob von Tyboe, den stortalende soldat. Han hevder at teen er kjærlighetens blomst og vektlegger kvalitetsforskjellen, her et utdrag:
«Ak, mine Damer, hver i sin Natur
Har og et særligt lidet «himmelsk Rige».
Der knopped sig af Spirer tusind Slige
Bag Blyheds faldende Kinesermur.
Men Fantasiens smaa Kineserdukker,
Som sidder i Kioskens Ly og sukker,
Som drømmer vidt – saa vidt –, med Slør om Lænderne,
Med gyldne Tulipaners Flor i Hænderne –
Til dem I Førstegrødens Knopper sanked;
Jer var det Et hvad Høst der siden vanked.
Se, derfor naaer til os, med Grus og Stilke,
En Efterslætt, mod hin, som Hamp mod Silke, –
En Høst, som faaes af Træet ved at sparke det –»
Strofen er full av spinnville metaforer. Er det én mur i verden som aldri faller, er det den kinesiske, og kineserdukker har hverken slør om lendene eller tulipaner i hendene.
.jpg)
